Den normale handicapregulering

Handicapsystemet er golfsportens kronjuvel. Den skal vi passe godt på. Derfor er det vigtigt at alle ved hvordan det fungerer. I det følgende beskrives hovedtrækkene i systemet.


En spillers handicap er et udtryk for hvor dygtig en golfspiller er. Systemet er ikke nogen eksakt videnskab; men alligevel et rimeligt redskab, når det anvendes efter hensigten.


Handicappet kan ændres, når en spiller gennemfører ”en tællende runde”. Det kan enten være en officiel turnering eller en såkaldt EDS-runde, hvor man inden runden fortæller sin markør, at det er en EDS-runde, man starter på, og at man efterfølgende afleverer det underskrevne scorekort til regulering. Spilformen til en tællende runde skal enten være en stableford-runde eller par-match (se afsnittet om spilformer). For spillere med handicap over 11,5 kan en tællende runde være på 9 huller, mens spillere med lavere handicap skal gå 18-hulsrunder.


Det normale handicapforløb


En ny golfspiller tildeles handicap 54 (3 ekstraslag på hvert hul på en standardbane). For hvert slag, der i en tællende runde spilles bedre end handicappet, nedsættes handicappet med 1, indtil spilleren har opnået handicap 36. Hvis resultatet er dårligere end handicappet, ændres handicappet ikke.


Når handicap 36 opnås første gang, betegnes handicappet et EGA-handicap (European Golf Association). Handicappet har derved opnået en status, som anerkendes over hele Europa. Man kan så deltage i officielle matcher og få sit handicap reguleret efter reglerne. For at bevare denne status skal spilleren gennemføre mindst 4 tællende runder hvert kalenderår. Hvis de 4 runder ikke gennemføres, har spilleren et handicap, som kan anvendes i private runder, men som ikke kan blive reguleret.  Det vil i klubbens edb-system – golfbox – være registreret, at en spiller har mistet sit EGA-handicap, og spilleren kan ikke figurere på startlister i de matcher, hvor det af matchproportionerne fremgår, at EGA-handicap er påkrævet. For at generhverve EGA-handicap-status, skal spilleren aflevere resultater fra 3 tællende runder (EDS-runder), der er spillet inden for 6 uger. 


Spillere med EGA-handicap højst 36,0 inddeles i 5 grupper . EGA-handicappet reguleres efter følgende principper:

Handicap Normal Bufferzone (NB)

Regulering pr points bedre end øvre grænse i MB

Regulering ved resultat dårligere end nedre grænse i NB

27,7 - 36,0 31 - 36 0,5 ned 0,2 op. Højst til 36,0
18,5 - 27,4 32 - 36 0,4 ned 0, 1 op
11,5 - 18,4 33 - 36 0,3 ned 0, 1 op
4,5 - 11,4 34 - 36 0,2 ned 0, 1 op
Under 4,5 35 - 36 0,1 ned 0, 1 op


 

Hvis 12 eller flere spillere deltager i en turnering, er det muligt at vurdere, om vejrforholdene har haft indflydelse på resultaterne. Der vil så blive beregnet en eventuel forskydning af bufferzonen (en såkaldt CBA), som bringes i anvendelse til reguleringen.

 

Årsregulering


Når en sæson er slut vurderes hver enkelt spiller. Som tidligere nævnt mister de spillere, der ikke har gået mindst 4 tællende runder, ved denne lejlighed sit EGA-handicap. For de øvrige findes medianen for resultaterne af de tællende runder. Denne median sammenlignes med Normal Bufferzone, og hvis der er for stor forskel, reguleres EGA-handicappet  med 1,0 eller 2,0 op eller ned.

 

Skønsmæssig regulering


Klubbens handicapkomite har kompetence til at regulere spilleres EGA-handicap skønsmæssigt. Det sker oftest efter ansøgning fra den enkelte spiller (skriftligt, begrundet og med henvisning til afleverede scorekort (mindst 3) samt et forslag om et fremtidigt EGA-handicap).

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder, information og gode tilbud fra Odense Eventyr Golf





Odense Eventyr Golf - Falen 227 - 5250 Odense SV - Tlf. 6565 2020 - E-mail info@oegc.dk
Privatlivspolitik