Finalespillet sikret

d. 21-08-2018

Finalespillet sikret med ét point

Der var omkring 50 tilskuere med som ekstra opbakning, da Odense Eventyr lukkede grundspillet af i Santander Divisionen. Og den fine opbakning blev belønnet med sejr over Kokkedal 13-5, og det var lige præcis nok til at være bedre end Kokkedal indbyrdes og dermed blev det til en andenplads i puljen.

-Weekenden var helt vild spændende. Hvis vi havde vundet over Furesø lørdag ville det være nok til at slutte i top 2. Det var en rigtig fed match derovre, men vi tabte så 10-8, så stemningen var lidt tung bagefter, siger Frederik Andersen.

Udebane blev til så hjemmebane, da det hele skulle afgøres søndag, og alle muligheder var i spil.

-Vi fik at vide, at hvis vi vandt stort nok over Kokkedal, ville vi komme i finalespillet. Vi var foran 4-2 efter foursomes og på et tidspunkt hørte jeg, at vi var foran i 5 singlematcher. Jeg var meget opmærksom på at koncentrere mig om min egen match, og jeg vandt den så også på 16. hul, fortæller Frederik Andersen.

Den sidste Eventyr spiller i aktion søndag, Ole Sømark, var 1 up efter 17 huller.

Men det 18. hul blev tabt, og så var der spænding på om 13-5 ville være nok. Men det ville det, og da spillerne fra Kokkedal sagde tak for kampen og held og lykke i finalespillet var tvivlen vasket væk. Der blev talt efter i klubhuset, og den var altså god nok.
Finalespillet foregår 15.- 16. september på Scandinavian.

 

Frederik Andersen trives i den homogene klub

Der var en perfekt weekend for Frederik Andersen, der scorede maksimumpoint med sejre i foursomes og singler lørdag og søndag.
Søndag spillede han 31 huller uden bogeys.

Han er jo professionel og har golf som sit levebrød. Men at spille for Odense Eventyr er en fornøjelse for ham alligevel.

-Jeg synes, vi har et skønt og rigtig homogent hold. Vi er gode til at holde sammen. Jeg har altid holdt af at spille i klubben, og det mindste jeg kan gøre er at spille for klubben, siger Frederik Andersen.

Han spiller på en fuld kategori på Nordic Golf League, hvor der er pladser på Challenge Touren på spil.

Men Frederik Andersen er nede på 49.pladsen på ranglisten og langt fra top 5, der kvalificerer til Challenge Touren. Han har misset cuttet i fire af de seks seneste turneringer. Men præstation i weekenden lover måske godt.

-Jeg mangler måske 10 procent skarphed. Spillet sidder egentlig godt, men jeg mangler at få resultaterne, siger Frederik Andersen.

Han jagter de vigtige procenter i denne uge ved Åhus KGK ProAm 2018 i Kristianstads Golfklubb i Åhus.

Med til start i Åhus er også Peter Launer Bæk, der ligesom Frederik Andersen er en nøglefigur på Odense Eventyrs bedste herrehold.

 

Pladser bevaret i de lavere rækker

Der var fuldt program i Danmarksturneringen, og det blev sluttet med fine resultater.

Herreholdene i 2. division og 4. division slutter på tredjepladserne, så deres pladser i rækkerne er bevaret.

De bedste damer spiller i kvalifikationsrækken, og her blev det til en andenplads. Sæsonen sluttede med sejre lørdag på udebane mod Svendborg og søndag på hjemmebane mod Stensballegaard.

Holdet bestod søndag på hjemmebanen af Mia Sandhus, Maja Sandhus, Natasja Meyersahm, Laura Grønbæk og Malene Jørgensen.

Sejren kom over Stensballegaard, der vandt rækken og skal spille om oprykning.

 

Skrevet af Martin Rahbek – Golf.dk



Andre nyheder fra Eliten


Der er ikke flere nyheder


Odense Eventyr Golf - Falen 227 - 5250 Odense SV - Tlf. 6565 2020 (Restaurant: 6565 2010) - E-mail info@oegc.dk
Privatlivspolitik